Glostrup Kommune er en dynamisk kommune, der udvikler sig konstant for at imødekomme sine indbyggere og fremtidens krav. Vi stræber efter at skabe en bæredygtig, grøn og inkluderende kommune, der tiltrækker nye borgere og sikrer, at de eksisterende føler sig hjemme til alle livets faser.
Vores vision er:
Sammen skaber vi en by med gode levestandarder for alle, bæredygtige designløsninger og grønne områder, der understøtter sociale aktiviteter på tværs af generationer i hele kommunen.
Grøn byudvikling med respekt for byens identitet
- Nybyggeri og renoveringsprojekter skal følge kommunens arkitekturpolitik 2023 for at sikre integration af bæredygtige designløsninger, samtidig med at byens unikke identitet bevares.
- Energirenoveringer og klimaløsninger skal tænkes ind i planlægningen af kommunens udvikling.
- Lokalplaner skal sikre grønne omgivelser, som bidrager til biodiversitet og mindsker vandafledningen til kloakkerne i parcelhus-, rækkehus- og kolonihaveområderne.
Overkommelige boliger til alle livets faser og situationer
- Der skal skabes områder med blandede ejerboliger, lejeboliger og almene boliger for at fremme social integration og imødekomme behov fra forskellige livsfaser.
- Boliger skal være til rådighed for alle indkomstgrupper, og huslejen skal være overkommelig for økonomisk udsatte grupper.
- Studieboliger skal opføres tæt på offentlig transport og tiltrække unge under uddannelse.
- Billige ældreboliger, der skal understøtte fysiske, psykiske og sociale behov.
- Herbergspladser skal være ”up-to date” standard med eget værelse inkl. bad og tekøkken.
Udvikling skal ske i hele kommunen
- Byudviklingen med boliger og butikker skal ikke kun ske ved S-togstationen, men i lige så høj grad ved letbanestationerne i Hvissinge og Ejby.
- Stisystemer med cykel- og gangstier skal binde bydelene i kommunen sammen og forbinde Glostrup med nabokommunerne.
- Alle bydele i kommunen skal understøtte et socialt og aktivt liv.
- Servicebussen skal fortsat være gratis.